DLBRforsikring4

Trygs julepakke til landmændene – de får kærligheden at føle!

Julen er hjerternes tid. En tid, hvor vi gerne vil være tæt på dem, vi holder af. For ikke så længe siden gav Trygs administrerende direktør udtryk for, at Tryg skulle være tættere på kunderne. Hertil er juletiden jo oplagt, så nu får landmændene kærligheden at føle.
Vi er som forsikringsmæglere specialiseret i produktionslandbrugets forsikringer og har en stor kundekreds af landbrug i alle størrelser. Inden for det sidste par dage har vi modtaget flere breve fra Tryg, hvor de varsler kraftige forhøjelser af præmierne og selvrisici. Desuden ændres forsikring af bygninger og maskiner til væsentligt ringere dækning uden forudgående aftale og besigtigelse af bygningerne.

Brevene, vi modtager, er udsendt her i december og har overskriften ”Ændring af betingelser”. Tryg begrunder ændringerne med, at ”i forbindelse med en generel gennemgang af vores landbrugsforsikringer har vurderet, at din police skal ændres, da skaderne afviger fra det forløb, vi kender fra tilsvarende forsikringer”.

JAMEN TRYG – DET KAN I DA IKKE!

Ifølge Trygs forsikringsbetingelser, kan selskabet med en måneds varsel til næstkommende præmieforfald ændre præmie eller forsikringsbetingelser. Kan kunden ikke acceptere ændringerne, kan forsikringerne opsiges, inden de nye ændringer træder i kraft. Desuden kan både kunden og selskabet opsige forsikringen i forbindelse med en specifik skade. Opsigelsen kan ske fra skadens anmeldelse og indtil 14 dage efter dens afslutning opsige aftalen med 14 dages varsel.

I de fremsendte breve henvises ikke til en specifik skade. Tværtimod henvises til en ”generel gennemgang af vores landbrugsforsikringer”. Det betyder, at Tryg kun kan opsige forsikringerne efter reglen om generel ændring af præmie og forsikringsbetingelser. For de kunder – og det er de fleste –der har præmieforfald 1. januar betyder det, at en varsling udsendt her i december, er udsendt for sent. Den kan først gælde til næste forfald. Er forsikringen med helårlig præmiebetaling, betyder det, at forsikringen først kan varsles ændringer pr. 1. januar 2017.

TRYG – DET ER EN ”OMMER”!

Til de Tryg-kunder, der modtager disse breve, er det min anbefaling, at skrive til Tryg, at varslingen ikke kan anerkendes og derfor skal trækkes tilbage. Brug så 2016 til at finde et forsikringsselskab, der føler ægte kærlighed til dig, din familie og din bedrift.

Med ønsket om en glædelig jul!

Peter Quitzau,
Direktør og forsikringsmægler,
DLBR Forsikringsmægler A/S

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *