Til hovedindhold
Trygs Julegave Til Landmændene: Store Præmieforhøjelser!

Trygs julegave til landmændene: store præmieforhøjelser!

Det er set før: lige op til årsskiftet, hvor de fleste landbrugsforsikringer skal fornyes, varsler et eller flere forsikringsselskaber præmieforhøjelse.

Kunderne får en tur med gulvviolinen om, at præmier og omkostninger skal gå op i en højere enhed. Der har været oversvømmelser, brande, storme, reassurancen er blevet dyrere og sværere og så videre.

Forsikringsselskabet vil naturligvis helst beholde det gode kundeforhold, men skulle landmanden ikke gengælde de varme følelser, kan forsikringerne opsiges. Det skal blot ske inden for en måned. Da det er op til julemåneden, er der reelt kun godt 14 dage til at reagere. For et produktionslandbrug er det helt umuligt at nå!

Nu er det Tryg, der er ude med riven. Vi har inden for et par dage set præmieforhøjelser på 40 procent! Det begrundes med, at det skal sikre ”en fornuftig balance mellem prisen på dine landbrugsforsikringer og omkostningerne til bl.a. erstatninger og genforsikring”. Angiveligt drejer det sig om en meget stor del af Trygs landbrugsportefølje.

Det er voldsomme præmieforhøjelser og det ville være rimeligt, at give kunden en fair chance for at kunne indhente og vurdere alternative forsikringstilbud. For et produktionslandbrug vil det sige et varsel på 3 mdr.

Med så kort et varsel, som Tryg her giver, er der ingen reel mulighed for at reagere. Og reagerer landmanden ikke, fortsætter forsikringerne med den nye præmie i helt op til 4 år, før det igen er muligt, at indhente tilbud fra andre forsikringsselskaber.

Det er ikke en måned siden, at administrerende direktør i Tryg Morten Hübbe bekendtgjorde, at selskabet de næste 3 år bl.a. ville fokusere på øget kundetilfredshed. Dette er ikke måden at gøre det på! Det er en uanstændig behandling af kunderne.

For de landmænd, der rammes af præmieforhøjelserne og ikke kan nå at reagere inden nytår, er der mulighed for at ændre forsikringsaftalen til 1-årig, såfremt der er flere år tilbage af aftalen. Tryg skal have besked om denne ændring inden nytår. Det vil betyde en yderligere præmieforhøjelse på ca. 15 %, men giver tid til at indhente og analysere alternative tilbud.

Skulle det vise sig, at Tryg – trods præmieforhøjelsen – fortsat er fordelagtig, kan aftalen igen ændres til flerårig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen