Når vi indgår et samarbejde, starter vi med at underskrive en samarbejdsaftale og et mandat. Det fremgår af samarbejdsaftalen, at vi løbende tager os af dine forsikringer og skader, ligesom den beskriver vores gensidige forpligtigelser i samarbejdet. Mandatet er en fuldmagt, der giver os adgang til at indhente oplysninger fra forsikringsselskabet og forhandle med det på dine vegne om dine forsikringer og skader.
Vi gennemgår alle din virksomheds og families forsikringsbare risici detaljeret. Der udarbejdes målfaste tegninger og tages fotos af bygninger, værdien af maskiner, besætning og afgrøder opgøres, ligesom ansvarsrisici og forsikring af medarbejdere og familie beskrives. Ud fra det laver vi et detaljeret prospekt, der nøje beskriver dit landbrugs og din families risici samt vores forslag til forsikringsdækning. Prospektet gennemgår vi med dig, og ud fra dine ønsker tilrettes det. Når det er sket, sammenholder vi dine ønsker med de eksisterende forsikringer og får dem tilrettet. Ønsker du at indhente nye tilbud fra andre forsikringsselskaber, kan prospektet bruges til udbud af dine forsikringer.
Med en mægleraftale står vi for den løbende servicering af dine forsikringer. Policer og præmieopkrævninger tjekkes kontinuerligt, og forsikringerne ajourføres. Når der sker en skade, anmelder vi den til forsikringsselskabet. Det er vigtigt, at skaden beskrives korrekt i anmeldelsen, og at afgørende detaljer om forløb og skadeomfang beskrives. Når dine forsikringsaftaler udløber, eller hvis forsikringsselskabet varsler forringelser af aftalen, indhenter vi nye tilbud til dig, hvis du ønsker det. Vi har et ajourført prospekt og kan derfor hurtigt indhente tilbud fra andre forsikringsselskaber.