Kære jæger,
Vi håber, at din jagtsæson har været fuld af gode oplevelser og at flere venter.
Vi skriver til dig med en vigtig besked – haglpatroner af mærket ”Green Shot” tilbagekaldes øjeblikkeligt.
Haglpatronerne tilbagekaldes af sikkerhedsmæssige årsager, fordi de i en del tilfælde har forårsaget for højt tryk i geværløbene, hvilket har resulteret i en bule på geværløbet lige ved kammeret. Denne skade kan medføre betydelige omkostninger til et nyt geværløb, og i værste fald kan våbenet ikke repareres.
På nuværende tidspunkt er der heldigvis ingen rapporter om skader på jægere, men haglpatronerne kan udgøre en risiko for personskader.
Er du i den uheldige situation, at dit gevær er blevet skadet ved brug af Green Shot-patroner? Så kan du muligvis få erstatning gennem din forsikring.
Dit gevær vil typisk være dækket på din indboforsikring, og hvis du har tegnet en dækning, der omfatter pludselige skader, vil din forsikring erstatte skaden skaderne på geværet.
Haglpatronerne er solgt fra marts 2023 til nu. På billedet kan du se deres emballage.
Produktnavn | LOT-nr. |
---|---|
Green Shot 12x28x5 25 stk. | E027L |
Green Shot 12x28x3 25 stk. | E027L |
Green Shot 12x28x4 Pap 25 stk. | E027L; E041L |
Green Shot 12x24x7 25 stk. | E013L; E035L; E036l; E051L |
Green Shot 12x24x4 67mm pap 25 stk. | E032L; E041L |
Green Shot 20x24x3 25 stk. | E038L |
Hvis du har købt nogle af disse patroner, er det vigtigt, at du stopper med at anvende dem. Du kan få dine penge refunderet ved at levere patronerne tilbage til den butik, hvor du købte dem.
Vi står klar til at hjælpe dig med de forsikringsmæssige aspekter, og du er velkommen til at ringe eller skrive til os.